Vil du arbejde tæt på den politiske beslutningsproces og være med til at omsætte Naalakkersuisuts ambitioner til konkrete initiativer? Trives du med en hverdag, hvor opgaverne spænder fra kommunikation og politisk betjening til strategi, analyse og tværgående koordinering? Så er du måske vores nye AC-fuldmægtig i Anlægsafdelingen.
Som AC-fuldmægtig bliver du en del af Anlægsafdelingens tværgående opgaveløsning og får en central rolle i at understøtte Naalakkersuisoq, ledelsen og afdelingens fagområder. Du kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver inden for Anlægsafdelingens ansvarsområder – fra kommunikation og politisk betjening til analyser, strategier og tværgående koordinering. Ingen dage er ens, og opgaverne udvikler sig i takt med de politiske prioriteringer.
Stillingen er bred og alsidig og indebærer både selvstændige opgaver og tæt samarbejde med kolleger på tværs af afdelingens fagområder og, når det er relevant, med øvrige afdelinger i departementet. Du får en alsidig hverdag med både længerevarende opgaver og sager, der kræver hurtig handling og koordinering.
Dine primære opgaver
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
Udarbejdelse af beslutningsoplæg, notater, analyser og besvarelser til Naalakkersuisut og Inatsisartut.
Koordinering af høringer og bidrag til materiale i forbindelse med Inatsisartuts samlinger.
Bidrag til udvikling af strategier, handlingsplaner og øvrige tværgående udviklingsopgaver.
Kvalitetssikring og koordinering af skriftligt materiale på tværs af Anlægsafdelingens fagområder.
Udarbejdelse af pressemeddelelser, talepunkter, baggrundsmateriale og andet kommunikationsmateriale til Naalakkersuisoq og departementet.
Koordinering af tværgående sager og samarbejde med øvrige departementer, kommuner, selskaber og andre samarbejdspartnere.
Ad hoc-opgaver i relation til Anlægsafdelingens opgavevaretagelse.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse. Din uddannelsesmæssige baggrund er mindre vigtig end dine evner til at analysere, formidle og omsætte komplekse problemstillinger til klart og målrettet materiale. Du kan eksempelvis være uddannet cand.scient.pol., cand.scient.adm., cand.mag. inden for kommunikation, journalistik eller samfundsvidenskab eller have en tilsvarende akademisk uddannelse. Erfaring fra en politisk styret organisation eller offentlig administration er en fordel, men bestemt ikke et krav.
Vi lægger særligt vægt på, at du:
skriver klart, præcist og let forståeligt – også om komplekse emner,
har stærke analytiske evner og kan omsætte faglige problemstillinger til beslutningsgrundlag,
arbejder struktureret og trives med mange parallelle opgaver,
kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå i et tæt samarbejde med kolleger og ledelse,
er initiativrig, fleksibel og god til at skabe overblik,
har interesse for samspillet mellem politik, administration og kommunikation.
Vi tilbyder
En spændende og meningsfuld stilling med stor samfundsmæssig betydning.
Et alsidigt job tæt på den politiske beslutningsproces med mulighed for at arbejde på tværs af departementets ansvarsområder.
Mulighed for at præge udviklingen af centrale politiske initiativer og strategiske indsatser.
Et åbent og uformelt arbejdsmiljø med engagerede kolleger.
Gode muligheder for kompetenceudvikling, faglig sparring og selvstændigt ansvar.
Fleksibilitet og respekt for balancen mellem arbejdsliv og familieliv.
Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Stillingen ønskes besat fra 1. september 2026 eller efter aftale.
Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.
Spørgsmål og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Afdelingschef Embla Kristjánsdóttir på emki@nanoq.gl.
Om Anlægsafdelingen
Anlægsafdelingen er en af fire afdelinger i Departementet for Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab og har en bred og samfundsbærende opgaveportefølje. Vi arbejder med udvikling, planlægning, finansiering og gennemførelse af initiativer, der understøtter Naalakkersuisuts politiske målsætninger og skaber værdi for borgerne og samfundet.
Afdelingen varetager den centrale bygningsmyndighed og den centrale bygherrerolle for Selvstyrets nybyggeri. Derudover har vi ansvaret for Bolig- og Ejendomsområdet, området for Yderdistrikter, Selvstyrets forsikringer samt udvikling og koordinering af ekstern fondsfinansiering.
Vores opgaver spænder fra lovgivning, strategisk udvikling og reformarbejde til myndighedsopgaver, administration, finansieringsordninger og gennemførelse af større udviklings- og anlægsprojekter. Vi har desuden ansvar for departementets økonomiopgaver samt administration af anlægsbevillinger på tværs af Selvstyrets ressortområder.
Vores arbejde er præget af høj faglighed, tværgående samarbejde og tæt politisk kontakt. Vi omsætter politiske ambitioner til konkrete løsninger gennem udvikling, lovgivning, investeringer og projekter, der bidrager til et bæredygtigt og velfungerende samfund.