FAKTA
Stillingstype: AC-medarbejder søges til den særlige enhed med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur i VISO
Virksomhed: Social- og Boligstyrelsen
Ansøgningsfrist: 4. juni
Kontakt: Gunhild Kirkmand på goki@sbst.dk eller på telefon 2173 7115
Den nye enhed bliver en del af Social- og Boligstyrelsens tværfaglige miljø, hvor der er fokus på at udvikle rådgivningsopgaverne og med det fælles mål, at den specialiserede viden kommer til gavn dér, hvor behovet er. Har du omfattende viden om og erfaring med grønlandsk sprog og kultur. Er du visionær og brænder for tværfagligt samarbejde, så vil vi rigtig gerne høre fra dig!
Om opgaverne i Enheden
Enheden oprettes som en del af den lovgivning, der træder i kraft den 1. maj 2025. Enheden skal rådgive kommuner i sager med børn, unge og voksne med grønlandsk baggrund, og særligt i sager, hvor der overvejes anbringelse af et barn/en ung. Enheden skal i 2025 og 2026 gennemgå igangværende anbringelsessager, der involverer børn og unge med grønlandsk baggrund. Enheden skal herudover opsamle og formidle viden på baggrund af Enhedens erfaringer fra opgaverne, ligesom Enhedens arbejde skal understøttes administrativt.
Vi søger dig, der vil hjælpe os med vidensopgaver og administrative opgaver. Det kan fx handle om:
- Analyse- og vidensudviklingsopgaver.
- Administrative opgaver, hvor du i notater til ministeriet formidler status på Enhedens opgaver, besvarer forespørgsler mm.
- Indsamling og formidling af data i forhold til Enhedens opgavevaretagelse.
- Visualisere og formidle indsigter nemt og overskueligt via eksempelvis BI-rapporter.
- Opgaver i forhold til leverandørstyring og -samarbejde.
Du kan læse mere om den nye lovgivning og Enhedens opgaver her: https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/L139/som_vedtaget.htm og https://www.sbst.dk/viso/kontakt-og-henvendelse/raadgivning-om-groenland
Din profil
Vi søger dig, der har en relevant længerevarende uddannelse, eksempelvis statskundskab, sundhedsvidenskab, antropologi.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har indgående viden om og erfaring med grønlandsk sprog og kultur.
- Har relevant erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.
- Har erfaring med at udvikle forskellige former for vidensmaterialer og formidling.
- Er en holdspiller, som kan udvikle relationer på tværs af fagligheder, dele viden og kan samarbejde dialogorienteret internt og eksternt.
- Har erfaring med at arbejde projektbaseret og kender de centrale redskaber, der knytter sig hertil.
- Er i stand til at arbejde analytisk med et komplekst fagområde med politisk bevågenhed og agere inden for rammerne af god embedsmandsskik.
Social- og Boligstyrelsen, VISO-Handicap
I Social- og Boligstyrelsen er den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) og Handicap samlet i ét center, der består af ca. 100 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. VISO, som Enheden er en del af, har kontrakt med knap 70 landsdækkende leverandører, som er blandt landets dygtigste specialister inden for specialrådgivning og udredning i særligt komplekse sager på social- og specialundervisningsområdet.
Social- og Boligstyrelsen er en arbejdsplads med en spændende, relevant og travl hverdag, et stærkt kollegialt sammenhold, en uformel omgangstone og højt ambitionsniveau. Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med mulighed for hjemmearbejdsdage efter aftale. Social- og Boligstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med mange ansatte fra både Sjælland og Jylland og ligger under 10 minutters gang fra Odense Banegård.
Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en midlertidig fuldtidsstilling med tiltrædelse den 15. august 2025 frem til den 31. december 2026.
Din stillingsbetegnelse vil afhænge af din uddannelsesmæssige baggrund og lønnen fastsættes ud fra erfaring og kompetencer. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante organisation.
Er du bosiddende uden for Danmark, kan Social- og Boligstyrelsen være behjælpelig med formidling af kontakt til boligudlejere i Odense, ligesom vi efter omstændighederne vil kunne tilbyde at deltage ved fremvisning af lejemål, således du eventuelt vil kunne få mulighed for videofremvisning
Stillingens ansættelsesområde er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social- og Boligstyrelsen, der fra udgangen af juni måned flytter fra Edisonsvej 1, 5000 Odense C til det nye kontorhus, Woodhub, Lerchesgade 35, 5000 Odense.
Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler
Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.sbst.dk. Der er ansøgningsfrist den 4. juni 2025.
Vi afholder 1. samtalerunde den 10. og 11. juni 2025 og 2. samtalerunde den 16. juni 2025. Ansøgere, der går videre til anden runde, skal forholde sig til en case.
Vil du vide mere?
Du kan få flere oplysninger om stillingen og Social- og Boligstyrelsen ved at kontakte leder af Team børn, unge og specialundervisning Gunhild Kirkmand på goki@sbst.dk eller på telefon 2173 7115.
Søg denne stilling