GEUS søger ny vicedirektør med ansvar for myndighedsbetjening

FAKTA

Stillingstype: Vicedirektør med ansvar for myndighedsbetjening

Virksomhed: Geus

Ansøgningsfrist: 14 August 2026

Kontakt: Lars Nielsen, tlf.: 91 33 38 70, mail: larni@geus.dk.

Vi søger ny vicedirektør til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Vicedirektøren skal have erfaring med politiske systemer og beslutningsprocesser og have særligt fokus på at positionere GEUS, så institutionens viden sættes i spil i centrale samfundsrelaterede spørgsmål.

Stillingen ønskes besat fra den 1. november 2026 eller snarest derefter.

Har du lyst til at være med til at udvikle en spændende og bredt funderet forskningsinstitution, så hører vi gerne fra dig. Vi tilbyder et krævende og udviklende job på en af Danmarks bedste offentlige arbejdspladser, hvor du indgår i et samarbejde med de øvrige medlemmer af direktionen, chefkredsen og hele personalet, vores departement, en række af statens andre ministerier, Grønlands Selvstyre samt mange eksterne samarbejdspartnere.

GEUS’ viden og kompetencer anvendes på områder med stor samfundsmæssig betydning – i den offentlige forvaltning, i erhvervslivet, i uddannelsesinstitutionerne og andre af landets forskningsmiljøer.

Jobindhold
Vores nye vicedirektør vil sammen med den administrerende direktør og vicedirektøren med særligt ansvar for udvikling af GEUS’ samarbejde med erhvervslivet udgøre den samlede direktion, der er ansvarlig for implementering af strategien og organisationens daglige drift.

GEUS’ bestyrelse fastlægger i samarbejde med direktionen institutionens strategiske grundlag og garanterer den faglige integritet.

GEUS har væsentlige faglige styrkepositioner indenfor områder som geologisk kortlægning på land og til havs, monitorering og forståelse af det hydrologiske system, både hvad angår grundvandsressourcer og grundvandskvalitet, klimaudvikling, den grønne omstilling, bæredygtig energi og råstoffer samt jordskælv.

Dit ansvarsområde er at udvikle og styrke GEUS’ betjening, samarbejde med og rådgivning af vores departement, styrelser og andre offentlige myndigheder, så GEUS’ viden kommer bedst muligt i spil i samfundsudviklingen i Danmark, Grønland og EU.

Du vil derfor proaktivt skulle følge politiske processer, udviklingen i vores departement i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet (KEFM), andre ministerier og andre relevante offentlige enheder og i dialog med direktion og chefgruppe gøre GEUS’ viden og rådgivningskompetencer gældende, hvor det er relevant.

Du vil desuden have ansvaret for at sikre den strategiske udvikling af vores økonomifunktion, presse og kommunikation samt HR-, IT- og logistikområder. Samtidig skal du følge og bidrage til de koncernfælles udviklinger på disse områder i KEFM.

Læs mere om GEUS’ strategi, opgaver og organisation på www.geus.dk

Stillingen kræver solid ledelsesmæssig erfaring på højt niveau og erfaring med at lede gennem andre.

Dit fokus er sammen med den øvrige direktion at udvikle organisationen strategisk. GEUS’ statsgeologer (kontorchefer) refererer direkte til den administrerende direktør. Du vil deltage i personaleledelsen gennem løbende ’en til en’-samtaler med dele af chefgruppen, og personaleansvar for nogle chefer kan uddelegeres til dig. 

Vi søger en visionær vicedirektør, som kan være med til at sikre, at GEUS’ kompetencer bestandigt udvikles og bringes i spil i samfundsmæssige beslutningsprocesser.

Vicedirektøren skal sammen med den administrerende direktør, vicedirektøren for erhvervssamarbejde og institutionens øvrige ledere værne om GEUS’ status og integritet og dermed sikre rådgivning af myndigheder, ministerier og offentligheden på et højt, fagligt niveau. Den endelige ansvarsfordeling vil ske i den samlede direktion.

Om GEUS
GEUS yder forskningsbaseret, geologisk rådgivning om en række forhold af stor samfundsmæssig betydning både i Danmark og i Grønland. GEUS er en uafhængig og internationalt orienteret forskningsinstitution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet (KEFM). GEUS har status som statsvirksomhed med ca. 300 ansatte. GEUS’ årlige omsætning er omkring 350 millioner kroner, som er ligeligt fordelt mellem en finanslovsbevilling og indtægter fra forsknings- og rådgivningsopgaver. Vi gennemfører omkring 600 projekter hvert år, som organisatorisk sker i en projektorienteret matrixstruktur i 8 faglige afdelinger. Syv af disse afdelinger har til huse i vores hovedkvarter på Øster Voldgade 10 i København, en afdeling er placeret på Aarhus Universitets campus, og vi har et kontor i Nuuk. Vi har omfattende lagerfaciliteter og udstyr til bl.a. feltarbejde placeret i Taastrup. GEUS deltager aktivt i koncernfællesskabet i KEFM med fokus på kerneopgaver i samarbejde med ministeriets øvrige institutioner.

GEUS løser en række myndighedsopgaver for KEFM og for en række andre ministerier, herunder Miljøministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Statsministeriet samt Grønlands Selvstyre.

GEUS indgår i et forpligtende samarbejde i Geocenter Danmark med Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Statens Naturhistoriske Museum og Globe Institute ved Københavns Universitet. GEUS har en væsentlig rolle i uddannelsen af både speciale- og ph.d.-studerende indenfor geofagene.

GEUS deltager i internationale projekter både i EU (f.eks. som en del af EuroGeoSurveys) og  uden for Europa, især med fokus på kapacitetsopbygning og forskning i dele af Afrika og Asien. 

Kvalifikationer
Ansøgeren skal have erfaring med ledelse og politiske processer på højt niveau. Ansøgeren skal vise interesse for og have et overordnet kendskab til geofag og tilgrænsende fagligheder samt have indsigt i disse fagligheders betydning for samfundsudviklingen.

Evnen til at fastholde, anvende og skabe et godt netværk er af betydning for stillingen. En åben og udadvendt natur og evnen til at lytte er også relevante egenskaber.

Dokumenteret erfaring med strategisk ledelse og kendskab til drift og udvikling af offentlige/statslige institutioner er vigtig.

Ansøgeren skal have de nødvendige forudsætninger for og erfaring med at indgå i beslutningsprocesser i et politisk styret administrativt system.

Stillingen stiller store krav til kontaktskabende evner og smidighed i omgangen med både den statslige administration og forskningsverdenen.

Ansøgeren skal desuden besidde væsentlige ledelsesmæssige kompetencer og have indsigt i finansiering og økonomi.

Ansøgeren skal være beslutningsdygtig, udadvendt, en god kommunikator og have gode samarbejdsevner.

Det forventes, at ansøgeren har fokus på at bevare og udvikle GEUS som en institution med et stærkt sammenhold og en åben kultur.

Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten i løngruppe 2 med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Ansættelsen sker i et åremål på fem år med mulighed for forlængelse i tre år.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Ansættelsesområdet er KEFM med tilhørende institutioner. KEFM betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til administrerende direktør Lars Nielsen, tlf.: 91 33 38 70, mail: larni@geus.dk. Henvendelser behandles fortroligt.

Ansøgningen
Ansøgningen skal være vedlagt et CV, relevante eksamenspapirer og evt. kontaktoplysninger på referencepersoner (maks. 2).

Du kan sende din ansøgning ved at trykke på knappen ”Søg stillingen”. Ansøgningen skal være GEUS i hænde senest fredag den 14. august 2026.

Ansøgning modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.

Ansøgningen vil blive behandlet af et ansættelsesudvalg. Første runde samtaler forventes afholdt i anden halvdel af august måned.

I ansættelsesprocessen vil der blive anvendt test ved vurderingen af ansøgernes ledelsesmæssige kompetencer.

Powered by Labrador CMS