Grønlands Naturinstitut søger postdoc forsker i monitering af redekasse bestand af fugle

FAKTA

Stillingstype: Grønlands Naturinstitut søger postdoc forsker i monitering af redekasse bestand af fugle

Virksomhed: Grønlands Naturinstitut

Ansøgningsfrist: 20. maj

Kontakt: Nicholas Huffeldt, nph@natur.gl, +299 361246

Grønlands Naturinstitut søger en postdoc forsker til afdeling for pattedyr og fugle med tiltrædelse pr. 1. juni 2026 eller snarest derefter.

Grønlands Naturinstitut er en uafhængig forskningsinstitution under Grønlands Selvstyre. Instituttet varetager monitering, forskning og videnskabeligt baseret rådgivning om bæredygtig udnyttelse af levende ressourcer, samt beskyttelse af miljø og biodiversitet i og omkring Grønland.

Afdelingens opgaver består primært af rådgivning og monitering af jagtbare arter af pattedyr og fugle, både i marine og terrestriske økosystemer.

Stillingens fokus

Stillingens hovedformål er at etablere og drive en redekassebestand af snespurve i området omkring Nuuk. Stillingen omfatter udvikling af et co-developed moniteringsprogram, der inddrager borgere og andre relevante stakeholders, og som desuden skal fungere som undervisningsplatform for unge og universitetsstuderende.

Postdoc’en vil være ansvarlig for indsamling, organisering og analyse af data fra snespurvebestanden, samt for ansøgning om eksterne midler til sikring af programmets langsigtede drift. Der er mulighed for at udvikle egne projekter inden for instituttets arbejdsområder.

Arbejdsopgaver

  • Planlægning og etablering af redekasser til snespurve.

  • Udvikling og implementering af et moniteringsprogram der inddrager borgere og andre stakeholders, samt anvendelse som undervisningsplatform.

  • Ansøgning om eksterne midler til sikring af programmets fremtidige drift.

  • Udvikling af protokoller for dataindsamling og dataopbevaring.

  • Organisering og gennemførelse af feltarbejde og dataindsamling.

  • Analyse af data samt udarbejdelse af videnskabelige artikler og rapporter.

  • Rapportering til finansieringsorganisationer.

  • Kan inddrages i instituttets øvrige opgaver.

Kvalifikationer

Stillingen ønskes besat af en kandidat med en videregående naturvidenskabelig uddannelse samt ph.d.-grad. Den ideelle ansøger har solid erfaring med monitering af redekassebestande af sangfugle i arktiske eller tilsvarende miljøer i både by- og naturområder. Erfaring med borgerinddragelse, undervisning, anskaffelse af eksterne midler samt publicering i internationale videnskabelige tidsskrifter er en klar fordel.

Vi lægger særlig vægt på:

  • Erfaring med monitering af større redekassebestande af sangfugle under arktiske eller lignende forhold.

  • Erfaring med borgerinddragelse i moniteringsarbejde samt formidling til offentligheden.

  • Erfaring med grønlandsk og/eller arktisk feltarbejde, herunder optælling, håndtering, ringmærkning og prøvetagning af sangfugle.

  • Erfaring med vejledning og undervisning af studerende, samt planlægning og organisering af undervisning.

  • Dokumenteret succes med anskaffelse af eksterne midler til forsknings- eller moniterings projekter.

  • Publicering af videnskabelige artikler i internationale videnskabelige tidsskrifter.

Ansøger skal beherske engelsk flydende i skrift og tale. Kendskab til grønlandsk og det grønlandske samfund er en fordel.

Løn og ansættelsesforhold

Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Tjenestestedet er Nuuk. Der må påregnes rejseaktivitet i forbindelse med feltarbejde og møder.

Tiltrædelse pr. 1. juni 2026 eller snarest derefter.

Arbejdstiden er 40 timer ugentligt.

Bolig

Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger om stillingen, kontakt seniorforsker Nicholas Huffeldt, nph@natur.gl, +299 361246

Ansøgningsfrist: 20. maj 2026

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.

Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Powered by Labrador CMS