Paarisa søger en kollega til Tidlig Indsats-teamet

FAKTA

Stillingstype: Medarbejder

Virksomhed: Paarisa

Ansøgningsfrist: 4. august 2025 12:00

Kontakt: Helena Lynge Møller på mail helm@nanoq.gl

Brænder du for at gøre en forskel for børn og familier i sårbare situationer, og har du lyst til at styrke det tværfaglige samarbejde her i landet? Så er du måske den AC-fuldmægtig, rådgiver eller konsulent, vi søger til at udvikle og styrke det tværfaglige samarbejde i programmet Tidlig Indsats – med fokus på gravide og familier med børn op til 2 år.

Om stillingen

I Socialstyrelsens Tidlig Indsats-team vil du få en central rolle i at støtte kommuner og fagfolk, der arbejder med de allermindste børn og deres familier – med særligt fokus på barnets første 1000 dage. Du kommer til at:

  • Yde faglig rådgivning og sparring til tidlig indsats-teams i hele landet
  • Planlægge og facilitere workshops og vidensdelingsforløb
  • Udvikle materialer og værktøjer til praksisfeltet
  • Bidrage til implementeringen af nationale og politiske strategier på området

Stillingen er forankret i afdelingen Paarisa i Socialstyrelsen. Paarisa er Socialstyrelsens nationale forebyggelsesenhed, der arbejder for at fremme sundhed og trivsel i Grønland – særligt blandt børn og unge. Enheden udvikler og implementerer tværfaglige, sundhedsfremmende indsatser i tæt samarbejde med kommuner og myndigheder.

Dette kan vi tilbyde dig:

  • Du vil blive en del af en afdeling, som er i konstant udvikling
  • Du vil indgå i et engageret team og få fagligt stærke kollegaer og sparringspartnere
  • En arbejdsplads hvor der er højt til loftet, og hvor medarbejdertrivsel vægtes højt
  • En stilling med gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • En leder med fokus på god onboarding, feedback og trivsel på arbejdspladsen

Vi forventer gerne, at du har følgende kvalifikationer og kompetencer:

  • Har en relevant uddannelse, på master- eller kandidat niveau
  • Har kendskab til arbejdet med tidlig indsats og de juridiske rammer
  • Har lyst til at formidle fagligt stof – både skriftligt og mundtligt
  • Kan skabe dialog og facilitere samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer.
  • Har erfaring med projekt- og udviklingsarbejde.
  • Er udadvendt, opsøgende og åben.
  • Har solidt kendskab til det grønlandske samfund og grønlandsk kultur.
  • Gode sproglige kundskaber i grønlandsk og et andet nordisk sprog

Om Socialstyrelsen

Socialstyrelsen er en styrelse under Naalakkersuisut med følgende 6 afdelinger: Forebyggelsesafdelingen Paarisa, Økonomiafdelingen, Døgn- og visitationsafdelingen, Afdeling for rådgivning til sagsbehandlere, Afdeling for Børns Udvikling og Sekretariatet. Afdelingerne arbejder tæt sammen med hinanden, og det er en arbejdsplads, som byder på masser af faglige udfordringer.

Tiltrædelsesdato:

Stillingen ønskes besat den 1. september 2025 eller efter aftale.

Løn og ansættelsesforhold

Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig

Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Afdelingschef i Paarisa Helena Lynge Møller på mail helm@nanoq.gl eller læse mere om Paarisa på paarisa@nanoq.gl

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.

Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.

Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning

Powered by Labrador CMS