Kontakt: Rosa Lynge Lorentzen på telefon +299 347315
Brænder du for at hjælpe studerende? Ønsker du at fremme et godt studieliv på Ilisimatusarfik? Og sætter du pris på gode kollegaer, en afvekslende hverdag, mulighed for at gøre en forskel og sætte dit eget præg - ja, så har vi lige stillingen til dig.
Vi søger en studievejleder til Studieservice Ilisimatusarfik snarest muligt. Arbejdstiden er 40 timer om ugen.
Om Studieservice:
Vi er i Studieservice, 12 medarbejdere til at servicere ca. 600 aktive studerende fordelt på 12 uddannelser.
Universitetets administration, som Studieservice er en del af, spiller en meget vigtig rolle i organisationen og er med til at støtte op om de studerende, underviserne, kollegerne, borgerne og samarbejdspartnere. Det er vigtigt, at du ser din rolle i forhold til en gruppe af forskellige mennesker, men holder for øje, at først og fremmest er vi her for vores studerende - og vi er her, når de har brug for hjælp.
Om stillingen
Studievejlederens primære arbejdsopgave er at stå for personlig vejledning af studerende ved Ilisimatusarfik i samarbejde med afdelingslederne og Studieservice. Da studievejleder har dialog med alle studerende der henvender sig, er det en stor fordel at kunne 3 sprog fordi Ilisimatusarfik er et internationalt uddannelsessted, med studerende der også kommer fra udlandet. Dog er hovedparten af studerende grønlandsk talende, derfor er det vigtigt at studievejleder kan begå sig i det grønlandske sprog, da nogle studerende udelukkende dansk og engelsksproget, kræves det at studievejleder også skal kunne begå sig i sprogene dansk og engelsk.
Studievejlederen er desuden en del af Teamet ved Studieservice og ad hoc-opgaver skal løses efter behov.
Studievejledning omfatter:
Personlig, gruppe og kollektiv vejledning af studerende
Karrierevejledning af studerende
Oplysning og vejledning om uddannelser til ansøgere og vejledningscentre
Samarbejde med adgangsgivende uddannelser, erhvervsliv og andre interessenter
Oplæg og workshops for studerende om ex eksamensangst, læseteknik mv.
Tværfagligsamarbejde mellem afdelinger for at opnå en høj gennemførelsesprocent og øge trivslen blandt de studerende på Ilisimatusarfik
Ad hoc-opgaver efter behov
Vi tilbyder:
Gode muligheder for faglig udvikling via sparring, supervision og kurser
En arbejdsplads med mulighed for at gøre en stor forskel for studerende ved Ilisimatusarfik
Et godt arbejdsmiljø med medarbejderens trivsel i højsædet
Et fantastisk sammentømret team med dygtige og engagerede kollegaer
Supervision af ekstern samarbejdspartner
Vi søger dig, der…
Har relevant uddannelse, f.eks. socialrådgiver eller lignende suppleret med VGU og gerne med en overbygning til VGU
Har erfaring med at arbejde med studerende, og erfaring fra en lignende stilling er en fordel
Behersker grønlandsk på modersmålsniveau samt dansk og engelsk på skrift og tale, fordi personlig og skriftlig vejledning kan ske på et af de 3 sprog
Har godt kendskab til det grønlandske samfund, kultur og uddannelsessystem
Er engageret i at hjælpe unge og voksne studerende og motiveres af at gøre en positiv forskel
Er en igangsætter med evne til at inspirere og motivere andre
Har gode samarbejds- og kommunikationsevner og trives i tværfaglige samarbejder
Forstår vigtigheden af samarbejde på tværs af alle afdelinger ved Ilisimatusarfik
Er socialt anlagt og besidder stærke relationelle kompetencer
Har en positiv tilgang til opgaver og arbejder selvstændigt og ansvarligt
Kan forholde sig til relevant lovgivning, varetage sagsbehandling og træffe kvalificerede beslutninger
Jobbet indebærer, at du har en meget bred kontaktflade. Derfor skal du være udadvendt, opsøgende, og være en dygtig kommunikator og have gode sproglige kompetencer.
I jobbet er der mange samtaler – også svære samtaler om studerendes udfordringer på studiefronten, men også om personlige kampe, der kan have negative konsekvenser for studiet. Du er mange gange den første, som den studerende møder og taler med i en svær situation. Du skal derfor være robust og engageret, men også konfliktløsende og ikke mindst være rollemodel som de studerende trygt kan tale med.
Vi har forståelse for, at vejledning ikke altid kan sættes i skemaer. Det betyder, at du skal kunne trives i en hverdag med konstante afbrydelser og have mange bolde i luften.
Ansøgningen Ansøgningen om ansættelse som studievejleder skal ud over selve ansøgningsbrevet indeholde følgende: Bilag 1: Curriculum Vitae Bilag 2: Dokumentation for eksaminer Bilag 3: Kontaktoplysninger på op til tre personer hvorfra, der kan hentes reference
Ansættelsesprocedure
Samtlige indkomne ansøgninger vil blive behandlet i et ansættelsesudvalg.
Kontakt/information
For yderligere information om stillingen, kontakt venligst studiechefen Rosa Lynge Lorentzen på telefon +299 347315. Ønsker du yderligere information om Grønlands Universitet, kan du læse mere på www.uni.gl
Om Ilisimatusarfik Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, blev oprettet i 1987 og har pt. 13 forskellige uddannelser inkl. tilbud om enkelte deltidsuddannelser på henholdsvis diplom- og masterniveau. Ilisimatusarfik er et arktisk universitet, der skaber viden og innovation i en region under hastig udvikling. Bestyrelsen er universitetets øverste ledelse. Den daglige ledelse varetages af rektor og universitetsdirektør. De fire institutter ledes af en institutleder, som rådgives af et institutråd.
Ilisimatusarfik består af 4 institutter:
Institut for Læring
Institut for Samfund, Økonomi & Journalistik
Institut for Kultur, Sprog & Historie
Institut for Sundhed & Natur
Om Fællesadministrationen Fællesadministrationen servicerer hele universitetet. Den ledes af universitetsdirektøren. Fællesadministrationen har afdelinger i Ilimmarfik. Afdelingerne arbejder tæt sammen med de faglige enheder, men arbejder også sammen indbyrdes. Fællesadministrationens opgaver er: studieadministration, personaleadministration, betjening af bestyrelse og Akademisk Råd samt øvrige servicefunktioner for universitetets ansatte og studerende. Fællesadministrationen står også for bygningsmæssig drift af Ilimmarfik.
Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.
3 måneders prøvetid
I denne stilling er der 3 måneders prøvetid.
Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”. Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.