FAKTA
Stillingstype: Sekretariatschef
Virksomhed: Grønlands Politi
Ansøgningsfrist: 07.09.2025
Kontakt: Johannes Sølvsten Jönsson på tlf. +299 567275
Kan du se dig selv i en
central ledelsesrolle hos Grønlands Politi som chef for vores
ledelsessekretariat? Vil du som leder være med til at udvikle og understøtte
den samlede politioperative og anklagerfaglige kerneopgave og derigennem
bidrage til at skabe et trygt og sikkert samfund? Så har du nu en unik chance
for at søge stillingen.
Om stillingen
Grønlands
Politis ledelsessekretariat er én ud af fire afdelinger i Grønlands Politis
stabsenhed, som ud over ledelsessekretariatet består af en HR-afdeling, en
økonomiafdeling samt politikredsens IT og logistikafdeling. Du refererer
direkte til Grønlands Politis Stabschef, som har det overordnede strategiske
ansvar for stabens samlede drift- og udvikling. Stabschefen indgår i
politikredsens samlede øverste ledelse, der ud over stabschefen tæller
chefpolitiinspektøren og chefanklageren samt politidirektøren.
Ledelsessekretariatet
spiller en vital rolle i den samlede drift af Grønlands Politis
kerneforretning. Ledelsessekretariatet er i mange sammenhænge indgangsvinklen
og det koordinerende bindeled for en bred opgaveportefølje, hvor der skal
samarbejdes med interessenter i Grønland og Danmark og ofte også med en række
internationale aktører. Som sekretariatschef har du derfor ansvar for den
sekretariatsmæssige understøttelse af en række opgaver, der spænder fra
dagligdagens almindelige og mangeartede driftsopgaver til større og mere
komplekse opgaver, hvor der skal tages mange hensyn – ikke mindst politiske.
Ledelsessekretariatets
mange opgaver indbefatter endvidere et overordnet ansvar for opfølgning på
politikredsens projekter og politiske aftaler, herunder projektstyring og
projektledelse.
I hovedtræk
får sekretariatschefen ansvar for følgende:
• Daglig drift og udvikling af ledelsessekretariatet bestående af pt. 7
medarbejdere, herunder løbende kapacitets- og kapabilitetsstyring af egne
ressourcer
• Ministerbetjening, hvor du i nært samarbejde med Rigspolitiet har ansvar
for koordinering og sammenskrivning af besvarelse af diverse anmodninger,
høringer og parlamentariske spørgsmål fra Inatsisartut og Folketinget
• Afrapportering på udviklingsinitiativer og politiske aftaler
• Juridisk sagsbehandling
• Visitering, projektering og koordinering af en række af politikredsens
udviklingsopgaver
• Forberedelse af møder herunder mødemateriale for Grønlands Politis
øverste ledelse
• Generel praktisk og administrativ understøttelse af Grønlands Politis
øverste ledelse
• Ansvarlig for intern og ekstern kommunikation, herunder ved daglig
sparing og ledelse af kredsens presse- og kommunikationsmedarbejders håndtering
af pressehenvendelser
Om dig
Du har som
udgangspunkt ledelseserfaring fra større – gerne offentlige – institutioner og
en relevant videregående uddannelse med en juridisk vinkel, fx cand.jur.,
cand.polit., cand.scient.pol. eller en politimæssig baggrund samt relevant
lederuddannelse kombineret med praktisk erfaring med tilsvarende
arbejdsopgaver. Desuden er indblik i, og forståelse for politiets og
anklagemyndighedens arbejdsområde en fordel men ikke et krav.
Du er vant til
at lede, evt. gennem ledere og med din faglighed, gennemslagskraft og
personlige integritet er du en synlig leder, der kan sikre både drift,
udvikling og innovation på dine ansvarsområder. Du har fokus på at udvikle og
fastholde en god og attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne udvikles og
trives. Det forventes, at du sikrer en høj medarbejderinddragelse, og at du
gennem dit personlige lederskab har en imødekommende og tillidsvækkende
ledelsesstil. Din organisatoriske indsigt og forretningsforståelse gør, at du
agerer ubesværet i en kompleks og politisk styret organisation. Med dine stærke
samarbejdsevner og naturlige flair for at kommunikere og gå i dialog lykkes du
med at opbygge gode samarbejdsrelationer såvel internt som eksternt og på tværs
af organisationens niveauer.
Løn- og
ansættelsesvilkår
Du ansættes
efter relevant overenskomst. Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand,
kan du bevare din ansættelsesform. Løn og tillæg reguleres efter gældende
overenskomst eller gældende regler for statens tjenestemænd i Grønland.
Ansættelsesområdet er Grønlands Politi.
Arbejdstiden
er 40 timer ugentligt og arbejdsstedet er i Nuuk.
Der kan til
stillingen anvises en umøbleret personalebolig, som du selv betaler indskud,
leje og løbende udgifter til. Boligens størrelse afhænger af antallet af
personer i din husstand. Da der kan være ventetid på anvisning af permanent
personalebolig, vil du få stillet en møbleret vakantbolig til rådighed i
mellemtiden. Der stilles ikke vakantbolig til rådighed, såfremt du allerede er
bosat i Nuuk.
Der ydes
bohaveflytning og tiltrædelsesrejse i henhold til de til enhver tid gældende
regler herom.
Det er en
forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du
skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Stillingen
ønskes besat hurtigst muligt.
Kontakt og
ansøgning
Har du
spørgsmål til stillingen eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at
kontakte stabschef Johannes Sølvsten Jönsson på tlf. +299 567275. Husk at der
er 3 timers tidsforskel mellem Danmark og Grønland.
Ønsker du at
vide mere om politiet generelt, kan du besøge vores hjemmeside www.politi.dk.
Stillingen
søges elektronisk. Ansøgning, CV, eksamensbevis og eventuelle udtalelser skal
uploades i PDF-format via politiets rekrutteringssystem på job.politi.dk.
Der vil blive
afholdt samtaler snarest muligt efter ansøgningsfristens udløb. Enten ved
personligt fremmøde eller alternativt via ITV/Teams, hvis du er bosiddende uden
for Nuuk.
Vi opfordrer
alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk
tilhørsforhold.
Grønlands
Politi har røg- og nikotinfri arbejdstid.
KALAALLIT
NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut
toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS
POLITI
Sammen skaber
vi trygheden
Start
ansøgning