Styrelsen for Samfundssikkerhed søger beredskabsfaglig medarbejder med placering i Nuuk

FAKTA

Stillingstype: Styrelsen for Samfundssikkerhed søger beredskabsfaglig medarbejder med placering i Nuuk

Virksomhed: SAMSIK

Ansøgningsfrist: 8. marts

Kontakt: Githa Olsen

Vil du være med til at gøre en forskel ved at bidrage til styrket samfundssikkerhed i Grønland og på Færøerne? Har du viden om beredskab og lyst til at arbejde med rådgivning til myndigheder og virksomheder i Grønland og på Færøerne på baggrund af det lokale risikobillede og den skærpede sikkerhedspolitiske situation i Nordatlanten og Arktis? Så er det måske dig, vi leder efter.

SAMSIK søger en ny medarbejder til at styrke rådgivningsindsatsen indenfor beredskab i Grønland og på Færøerne i tæt samarbejde med grønlandske og færøske myndigheder. Stillingen er 2-årig og placeret i SAMSIK’s Rådgivningskontor med arbejdssted hos Afdeling for Miljø og Beredskab i Department for Natur og Miljø i Nuuk.

Opgaven

Som rådgiver får du en central rolle i SAMSIK’s bistand til myndighederne i Grønland og på Færøerne indenfor beredskab. Indsatsen fokuserer på rådgivning med henblik på at sikre resiliens og robusthed i Rigsfællesskabet. Formidling, koordination og relationsopbygning er centralt for opgaveløsningen.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • Fungere som bindeled mellem SAMSIK og relevante myndigheder i Grønland og på Færøerne

  • Rådgive om beredskab bredt, inklusive udarbejdelse af risikobilleder og strategi

  • Rådgive om beredskabsplanlægning og krisestyring baseret på lokale trusler og risici

  • Bidrage til at udvikle, planlægge, afholde og evaluere krisestyringsøvelser, der styrker aktørernes evne til at håndtere kriser

  • Skabe og pleje relationer til en bred vifte af aktører, herunder indgå i en tæt dialog med grønlandske og færøske myndigheder samt danske myndigheder i Nordatlanten

  • Bidrage til at opbygge lokalt forankrede kompetencer på beredskabsområdet.

  • Planlægge og gennemføre møder, workshops og oplæg – og formidle komplekse emner på en klar og tillidsvækkende måde.

Hvem er du?

Vi søger en kollega med en stærk beredskabsfaglig profil og lyst til at arbejde i spændingsfeltet mellem sikkerhed, rådgivning og samarbejde. Du har en relevant uddannelse inden for f.eks. samfundsvidenskab, katastrofe- og risikomanagement eller anden relevant faglig baggrund fra politi-, beredskabs- eller forsvarsområdet og gerne erfaring som rådgiver, sikkerheds- eller beredskabsansvarlig eller som sagsbehandler i en myndighed, virksomhed eller organisation, der arbejder med sikkerhed og beredskab.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har erfaring med beredskabsplanlægning, samt interesse for tværsektorielt beredskab og national krisestyring

  • Udviser initiativ og selvstændighed i opgaveløsningen og er motiveret for at levere rådgivning af høj kvalitet med udgangspunkt i SAMSIK’s solide faglighed indenfor beredskab

  • Kan udvikle samarbejdsrelationer og indgå i konstruktive partnerskaber

  • Er ansvarsfuld, proaktiv og selvstændigt kan træffe beslutninger på egen hånd

  • Kan omsætte faglig viden til letforståelige budskaber

  • Er struktureret, kan drive processer og følge opgaver til dørs

  • Praktisk erfaring med rådgivning, koordinering eller projektledelse, samt strategisk og politisk forståelse for det nordatlantiske område er en fordel – men ikke et krav.

Derudover lægger vi også vægt på, at du har nemt ved at forstå de grønlandske og færøske myndigheders roller, ansvar og samspil – og at du kan sætte dig ind i relevant lovgivning og omsætte regler og rammer til praksis i samarbejdet med vores partnere.

Det tilbyder vi dig

Du bliver en del af et nyoprettet rådgivningskontor, hvor du får mulighed for at præge arbejdet og være med til at udvikle, hvordan vi bedst understøtter myndigheder og virksomheder i deres arbejde med samfundssikkerhed. Samtidig får du en unik mulighed for at arbejde med beredskab i hele Rigsfællesskabet og opbygge viden om krisestyring i forskellige lokale kontekster.

Hos os får du:

  • En arbejdsplads med stærkt fagligt miljø og kolleger, der brænder for opgaven

  • Et godt arbejdsmiljø, hvor trivsel og performance går hånd i hånd

  • Mulighed for faglig udvikling på tværs af en bred vifte af sikkerhedsområder

  • En unik rolle med både ansvar og samarbejde, hvor din indsats gør en synlig forskel

Hvem er vi?

Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) samler fagområderne beredskabsplanlægning, forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur, tele, cyber- og informationssikkerhed, national sikkerhedsmyndighed samt den Nationale Operative Stab (NOST). Vi rådgiver myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står overfor.

Styrelsen hører under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og består af ca. 200 medarbejdere.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Ansættelsen er 2-årig med arbejdssted hos Departementet for Natur og Miljø i Nuuk.

Arbejdstiden fastlægges efter de en hver tid gældende regler i overenskomsten.

Rejseaktivitet til Færøerne og Danmark vil indgå i stillingen.

Der kan anvises personalebolig i Nuuk til stillingen.

Er du interesseret?

Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest 8. marts 2026.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.

Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Powered by Labrador CMS