FAKTA
Stillingstype: Skolekonsulent
Virksomhed: Uddannelsesstyrelsen
Ansøgningsfrist: 8. august 2025
Kontakt: Salik Schmidt +299 34 64 77
Vil du være med til at forme fremtidens uddannelseslandskab i Grønland?
Uddannelsesstyrelsen søger en skolekonsulent til arbejdet med overgange fra folkeskolen og projekt NUIKI
Uddannelsesstyrelsen søger en skolekonsulent med erfaringer fra folkeskolen og projektarbejde. Herudover vil det være en fordel at ansøger har kendskab NUIKI-projektet, der har til formål at styrke unges faglige og personlige kompetencer med en målsætning om uddannelses- eller arbejdsmarkedsparathed.
Skolekonsulenten vil være del af et team, som arbejder med udvikling af opkvalificerings- og kompetenceløft i bygder og yderdistrikter, samt udvikling af nye initiativer særligt for unge, der hverken er i uddannelse eller i beskæftigelse. Indsatsernes karakter baseres særligt ud fra værdierne om motivation, medansvar, fællesskab, kompetenceudvikling og dialog. Indsatserne kræver en solid forståelse for de unges udfordringer og hvilke initiativer, der virker i praksis. Derudover kræver det en løbende dialog med kommunale myndigheder, folkeskoler og andre interessenter. Der er en del rejseaktivitet forbundet med stillingen.
I stillingen forudsættes specialviden om indsatser for unge med et fokus på projektledelse, uddannelsesvejledning eller socialvejledning.
Skolekonsulentens arbejdsopgaver omfatter:
- Planlægning, gennemførelse og styring af projekter – herunder NUIKI-projektet, implementering og opfølgning
- Medvirke til at styrke vejledningsindsatsen i folkeskolen
- Udredning og undersøgelse af konkrete opgaver
- Udarbejdelse af rapporter, evalueringer, notater, svar mv.
- Kvalitetssikring
- Deltage i tværfaglige projekter og opgaver – i samarbejde med de øvrige skolekonsulenter og afdelinger samt eksterne samarbejdspartnere
- Ad-hoc opgaver
Kvalifikationer:
- Du har stor indsigt i grønlandske forhold og de udfordringer, de unge står overfor
- Du er god til at samarbejde og til at påvirke omgivelser særligt i forhold til folkeskole- og ungeområdet
- Du er struktureret, ansvarsbevidst, proaktiv og løsningsorienteret
- Du har gode mundtlige og skriftlige kommunikations- og formidlingsevner
- Du er god til både teamsamarbejde og til at arbejde selvstændigt og under tidspres
- Du har erfaring med projekter og udviklingsopgaver
- Du har godt kendskab til arbejdet i en politisk styret organisation
Om Uddannelsesstyrelsen
Uddannelsesstyrelsen er en politisk styret organisation og arbejder både med betjening af Departementet, og det politiske niveau samt udvikling og produktion. Uddannelsesstyrelsen undergår for tiden omorganisering af arbejdsområder og procedurer – som du gerne skal hjælpe til med. Vi er en mangfoldig arbejdsplads med mange forskellige funktioner, der udover mere traditionelle styrelsesfunktioner, bl.a. har eget forlag, trykkeri og informations- og udlånssamlinger. Styrelsen beskæftiger sig hovedsagelig med folkeskole, efterskoler og friskoler og som nyt GUX, Attat og NUIKI. Vi er ca. 50 kolleger, der i et uformelt miljø sætter en ære i at holde et højt fagligt niveau.
Løn og ansættelsesforhold
Der vil ske ansættelse på overenskomstvilkår iht. ”Overenskomsten mellem Naalakkersuisut og Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat, IMAK, for lærere i folkeskolen”. Hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.
Ansættelsesstart
Pr. 1. oktober 2025 eller efter aftale.
Ansøgning
Indsend ansøgning, opdateret CV og relevante bilag ved at trykke ”Send ansøgning”. Ansøgningsfristen er den 8. august 2025. Samtaler afholdes primo august.
Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos fg. souschef Salik Schmidt på telefon 34 64 77 / mail sach@nanoq.gl eller afdelingschef Ellen J. Karlsen på 34 62 12 / mail eljk@nanoq.gl
Ønsker du yderligere information om Grønland og Selvstyret, kan du læse mere på Naalakkersuisuts hjemmeside - under job. Uddannelsesstyrelsen modtager ikke ansøgninger via mail.
Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.
Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.
Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job
Send ansøgning